Tips & Guides

10 ting, der er perfekte at lave i oktober

Plukke brombær

– Hvis I skal ud og have glæde af årets sidste brombær, så er tiden nu!

Samle ting fra naturen til julens dekorationer

– Efteråret er en skøn tid til at gå rundt ude i naturen. Alle omgivelser ændrer sig fra dag til dag og over det hele er der svampe, kastanjer, agern, blade og kogler. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Hvis I gerne vil have en lidt mere personlig juledekoration i år, så kom da ud i naturen og få samlet jeres eget pynt – helt gratis!

Tage til Harry Potter Festival (eller Magiske Dage Odense, som de kalder sig nu) her i Odense

– Efteråret er virkelig den hyggeligste tid! Det er overgangen fra sommer til vinter og der er så mange gode arrangementer rundt omkring.

Ét af de bedste arrangementer, hvis I spørger mig, er uden tvivl Harry Potter Festivallen i Odense. Harry Potter filmene for mig er indbegrebet af hygge og jeg bliver grebet af eventyrlyst og magi, når bare jeg tænker på det. I efterårsferien er Odense midtby indhyllet i magi, når festivallen folder sig ud for børn og barnlige sjæle. Helt sikkert et besøg værd!

Dato: foregår primært d. 19. + 20. oktober

Skære græskar

– Oktober er virkelig græskarenes tid. Vi kommer ikke uden om det! Allerede nu er butikkerne ved at være fulde af dem. Det er bare med at købe et par stykker, invitere vennerne over, få gang i børnene og sørge for lidt godt til ganen.

Jeg håber selv på at kunne få hevet nogle venner hjem forbi til græskarudskæring, det er altså bare så hyggeligt!

Læs også: Få det meste ud af dit græskar!

Lave noget lækkert af græskarresterne

– I en tid hvor der bliver snakket så meget om miljøet og vi gerne alle vil undgå for megen madspild, så kan I i samme omgang få noget lækkert ud af resterne, når I alligevel skærer græskar ud.

Var det ikke noget med en lækker, cremet græskarsuppe? Tørrede, saltede græskarkerne? Svampet græskarkage? Eller hvad med at lave noget græskar sirup til pumpkin spice latte? Mulighederne er mange!

Planlægge Halloween aften

– En uundgåelig aktivitet at give sig til i oktober er Halloween! Der er nok en del, der går en stor bue udenom Halloween fester, fordi man ikke har lyst til at klæde sig ud, eller købe en masse Halloween pynt, men der er jo ingen, der siger, at man skal holde en Halloween fest.

Hvorfor ikke invitere vennerne over til en hyggelig Halloween aften i stedet? Bestille nogle pizzaer, eller lave noget lækkert mad sammen. Se nogle enten hyggelige eller uhyggelige film sammen. Halloween behøver ikke kun være gys og udklædning. Hvis I er til gysere, så smid et par klassikere på som Fredag d. 13. og lav nogle popcorn. Hvis ikke, så sæt nogle klassiske Halloween film på som Ghostbusters, Family Adams eller The Nightmare Before Christmas.

Det er den oplagte undskyldning til at mødes med vennerne – og så behøver man altså ikke nødvendigvis at skeje helt ud.

Bage en æbletærte

– Hygge og bagværk er unægtelig pot og pande. Æblerne hænger stadig ude på mange træer, så I kan enten tage ud og plukke et par stykker selv eller vælge den lette metode og købe nogle i supermarkedet.

Læs også: Verdens nemmeste æbletærte

Se film efter sæsonen

– Om du er selv eller sammen med andre, så kan du skabe lidt ekstra oktober stemning ved at se et par efterårs film. Evt. lav en liste med et par film, du gerne vil se og lav en plan over, hvornår du vil se dem og med hvem. Så har du noget at se frem til og kan lave lidt ekstra hygge, enten for dig selv eller sammen med nogen, du holder af.

Jeg plejer fx at se alle Harry Potter filmene hvert år om efteråret. For mig er de de ultimative efterårsfilm. Så plejer jeg at se en film eller to om ugen i oktober. Det er bare så hyggeligt!

Lave en efterårsdekoration

– Naturen flyder over med fine sager til efterårsdekorationer lige i øjeblikket. Selv har jeg været ude og samle fine agern, som jeg vil have samlet i en stor glasvase, for at skabe lidt efterårsfornemmelser herhjemme.

Det behøver hverken være dyrt eller besværligt at give sig i kast. Du kan fx også klippe et par fine grene med efterårsblade og samle i en fin vase. Voila.

Arrangere en hygge aften

– Hvorfor ikke gøre én af ovenstående aktiviteter til et fælles arrangement for vennegruppen eller familien? Jeg er sikker på, at der mange, der godt kunne trænge til lidt ekstra hygge og selskab i den mørke tid, vi går os i møde.

Efteråret handler om hygge – og ikke mindst samvær. 🙂

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

2 Kommentarer

  • Svar Lille My 4. oktober 2018 at 15:59

    Masser af gode idéer – jeg skal helt sikkert fuldføre flere af dem 😀 <3

    • Nikki Lund
      Svar Nikki Lund 4. oktober 2018 at 21:34

      De er også helt perfekte at foretage sig lige nu 🙂
      Kram,

    Skriv en kommentar