Food & Drinks, Landscapes

Mine sidste sommerminder fra i år

Selvom vejret har vist sig fra sin sommerlige side på det sidste, føler jeg, at det ikke er rigtigt sommer længere. Det er måske lidt mere ønsketænkning end realitet, men vejrprognoserne bakker mig op med det lidt mere efterårs agtige vejr, som de spår den kommende uges tid.

18-19 grader, overskyet og regn.

Det lugter lidt mere af efterår. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til hyggen og det køligere vejr. Jeg har fået min dosis sommervejr og nu er jeg nærmest ved at brække mig over varmen. Genkender I følelsen?

 

Nu skal det jo ikke lyde fuldstændigt som om, jeg hader sommer. Det gør jeg bestemt ikke. Tværtimod. Jeg har virkelig nydt sommeren og jeg har udnyttet den maksimalt. Vi har virkelig været meget ude i det gode vejr. Aldrig har jeg befundet mig så meget ude, som jeg har i år. Det har virkelig været skønt!

Noget jeg specielt har holdt af her sidst på sommeren, når jeg ikke længere kunne udstå varmen, var at tage til Kerteminde Strand.

Ulempen ved at bo i Odense er, at der ikke lige umiddelbart er nogle strande tæt på, i hvert fald ikke for cyklister. Kerteminde ligger 20-22km fra vores bopæl, så det er jo lidt lang vej at tage, hvis man ikke vil være afhængig af busser.

Det har dog ikke hindret os i at tage på stranden!

Vi har været en del på stranden med både venner og familie, hvor vi er kørt sammen mod stranden med smurte madpakker og klar på is. Den ene gang brugte vi faktisk en fridag på at cykle til Kerteminde om formiddagen, være på stranden dagen lang, spise aftensmad og så cykle hjem igen. Det var hammer hyggeligt!

Lige på denne tur kom min familie forbi fra Sønderjylland og vi kørte sammen afsted til Kerteminde, hvor vi først var på stranden. Det blæste lidt meget, så vi hoppede forholdsvis hurtigt i tøjet igen, i bilen og afsted på landevejen.

Min mor havde smurt madpakker hjemmefra. Nu manglede vi bare et hyggeligt sted at spise det. Vi fandt en tom mark et sted nord for Kerteminde med skøn udsigt over havet.

På turen hjem kørte vi forbi en lille skov, hvor der i skovkanten stod de fineste solsikker. Kenneth plukkede et par stykker, som vi tog med hjem og som stod et par uger i stuen og spredte skøn sommerstemning. Det var et skønt minde fra en lige så skøn dag <3

Like what you see? Remember to follow on bloglovin’ <3

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG