Personal stuff

Jeg ved ikke, hvornår vi har mulighed for at snakke sammen igen

I dag er det 2 uger siden, at Kenneth tog afsted til Filippinerne. Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det på bloggen, men Kenneth (min søde kæreste) er halv filippiner og har en  del familie på Filippinerne. I år bliver hans mor (som bor i Norge) 50 år og hans søde lille mormor (som bor på Filippinerne) 80 år. Derfor har hans familie planlagt én kæmpe stor fødselsdag i deres lille hjemby, laaaangt væk fra Danmark. Han er væk i 3 uger. 3 lange uger.

Det er egentligt, hvad det er. Hvis bare jeg kunne snakke lidt med ham undervejs og høre fra ham. Eller bare i det mindste vide, hvornår jeg ca. kan forvente at høre fra ham.

Der er 6 timer i tidsforskel mellem Danmark og Filippinerne, hvor Filippinerne er foran. Den første uges tid derovre, snakkede jeg med ham næsten hver dag, enten via et par snaps eller med et facetime opkald. Da boede han på hotel og befandt sig i nogle af de større mere turistede steder og havde derfor wifi på hotellet og nogle af de spisesteder, de kom forbi.

Problemet var bare, at når han stod op, så var det midt om natten her. Når jeg så stod op, så var han ofte ude og opleve alt muligt og var derfor ikke i nærheden af wifi. Vi kunne derfor kun rigtigt snakke sammen, når han kom hjem på hotellet om aftenen. Det gjorde de oftest ved en 9-tiden og så skulle de spise dernede og så var der lige alle mulige ting og så kunne jeg måske lige snakke med ham en smule lige inden, han skulle i seng – alt efter hvad jeg selv lavede.

I mandags ændrede det faktum sig så. De skulle over til hans familie, som bor i en afsides liggende lille landsby, hvor internettet stadig ikke er fundet rigtigt ud. Her skulle de så være den sidste del af ferien. 2 uger godt og vel.

“Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer i nærheden af noget internet igen, men når jeg gør, så skal jeg nok skrive – og hvis tidspunktet i Danmark er til det, så ringer jeg”

Sagde han i vores sidste samtale. Det var i mandags. Det er lidt hårdt ikke at vide, hvornår man hører fra ham igen. Ja ja. Det er “bare” 2 uger – og nej, jeg har ikke behov for at snakke med ham hver dag. Det ville bare være rart at vide, at hvis man skrev til ham, så havde han mulighed for at svare inden for en dags tid. Bare at vide, at man kunne få fat i ham, hvis nu det var.

I går morges vågnede jeg dog til et par beskeder, hvor han hurtigt var kommet forbi noget wifi og udnyttet chancen for at skrive. Jeg har i ugens løb snappet ham sådan lidt dagligt, så han kunne få et indblik i, hvad jeg gik og lavede og vide, at jeg tænkte på ham. Det var han utrolig glad for. Den sidste besked indeholdt et lille løfte om, at ringe til mig, hvis han kom på nettet igen. Men hvornår det bliver, det har jeg ingen idé om. Det kunne være i morgen, fredag eller først når han er i lufthavnen i Manila igen. Hvem ved.

Følg bloggen på FACEBOOK | BLOGLOVIN’ | INSTAGRAM for løbende opdateringer

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

3 Kommentarer

  • Svar Emily 8. april 2018 at 20:52

    Det må være hårdt! Prøv at tænk hvor godt det bliver når i ses igen ♥

    • Nikki Lund
      Svar Nikki Lund 8. april 2018 at 21:01

      Det har du helt ret i, søde! <3
      Kram,

  • Svar Lille My 9. april 2018 at 9:52

    <3

  • Skriv en kommentar