Tips & Guides

10 ting du kan lave dette forår

Langt om længe føles det som om, at foråret faktisk er over os. Først var det sibirisk vinter og så en halv uges sommer og nu, føles det faktisk som en traditionel forårssæson. Foråret er en dejlig tid, hvor vi oplever at få nogle skønne varme og lyse dage, sene nætter og hvor alting springer ud. Det kan dog være svært at vente, til det bliver sommer og man kan have lidt en rastløs følelse – for hvad skal man egentligt give sig til, mens man venter?

Jeg har lavet en liste med 10 ting, som du kan få tiden til at gå med her i foråret. Ting, som du både kan lave inden døre, når vejret driller og ikke helt er med os. Ting, som er oplagte at få gjort på denne tid af året og ting, hvor du kan udnytte de virkelig gode solskinsdage optimalt.

1. Tjek, hvad der foregår af begivenheder i dit nærområde
En nem måde at finde på noget at lave er ved at undersøge aktiviteter i dit nærområde. På den måde får også lidt anderledes oplevelser og får måske set eller prøvet noget, som du ikke plejer og som du måske normalt ikke ville have gjort. Det kan også være en rigtig god måde at lære menneskerne i byen, eller selve byen, bedre at kende.

Det kan være alverdens ting, som fx byfester, fællesspisning, gratis koncerter eller foredrag, festivaller eller lignende.

Tip: Prøv at udvid din horisont og tjek kalenderen hos nogle af de lidt større byer i området eller tjek kalenderen for byfester, fx i Sønderjylland, hvor der nærmest hver weekend fra midten af maj og frem til august er byfester, karnivaller, dyremarkeder mv.

2. Dyrk krydderurter
Dette tip er noget, du også vil få glæde af senere på sommeren, når dine krydderurter rigtigt er spirret frem og groet. Er du så heldig at have et stykke have til din lejlighed eller dit hus, så er det jo oplagt at lade dem gro ude eller fx i drivhuset. Hvis ikke, så kan du anrette vindueskarmen i køkkenet eller en plantekasse på altanen til formålet.

Det er billigt og forholdsvist nemt (hvis du bare har lidt mere grønne fingre end jeg) og så er det altså bare hyggeligere at bruge råvarer, som man selv har dyrket.

3. Arrangér en picnic
Dette tip er helt sikkert mit yndlings tip og noget jeg selv holder meget af at gøre. PICNIC! Det behøver ikke at være den helt store omgang. Det er mere princippet i at være i et godt selskab, ude i det fri omkring lidt godt til ganen. Det er også en utrolig uformel måde at være sammen på. I princippet kan I egentligt bare nøjes med at købe lidt drikkevarer og slå jer ned på en grøn plet. Så skal selskabet nok gøre resten.

Det handler egentligt bare om at skabe hyggelige minder, komme ud og lave lidt andet, end man plejer med de mennesker, man holder af.

Tip: Hvis I er flere, der skal afsted, kan I lave det til et sammenskudsgilde. Nogen kunne stå for drikkevarerne, nogen for frugt og snacks, medens andre kunne stå for et par madder eller andet.

4. Gå i gang med et DIY projekt
Skab et minde, mens du fornyer hjemmet. Når det gode vejr trænger sig på, oplever man ofte, at man trænger lidt til fornyelse. Det er som om, at hammen skal skiftes. Kast dig ud i noget kreativt og mal fx et billede eller lav nogle sjove magneter til køleskabet. Lav den billedvæg, du hele tiden har drøm om, men tilføj noget hjemmelavet til væggen. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Jeg har fx selv planer om at give mig i kast med et hjemmelavet plankebord denne sæson.

5. Planlæg årets rejser og lav research!
Du skal helt sikkert på sommerferie eller efterårsferie i år, eller måske begge dele? Måske har du ikke helt nøjagtigt bestemt dig for destinationerne endnu. Nu er det perfekte tidspunkt til at planlægge! Hvor går turen hen? Hvad har du planer om at se eller opleve eller spise på turen?

Det kan være en stor fordel at planlægge hovedtrækkene i rejsen, så du både kan spare tid og penge. Går turen til en storby, så kan det også være en rigtig god idé at researche gode og mindeværdige spisesteder. Vil du gerne have nogle gode (og instagram værdige) billeder og en fed madoplevelse? Det finder du desværre sjældent uden lidt research. Der findes super mange gode rejseguides derude og jeg har bl.a. selv lavet et par stykker over sidste års rejser til Alanya, Budapest og Amsterdam, find dem her.

6. Læse en god bog
Dette tip er godt hele året rundt, men alt efter sæsonen kan det være svært at få klemt tid og overskud ind i kalenderen til at få læst lidt. Foråret er en god tid til formålet og her får du både mulighed for at læse uden for i det gode vejr eller inden døre på de knapt så gode.

Mangler du noget nyt læsestof? Mine 4 yndlingsbøger for tiden, som er uhøjtidelige, hyggelige og lærerige på livet: Den lille bog om Hygge af Meik Wiking. Den lille bog om Lykke af Meik Wiking. Båven om Gud af Hella Joof. Papmachéreglen af Hella Joof.

7. Melde dig til et løb – og træne op til det
Løbesæsonen er for alvor gået i gang og inden længe begynder sæsonen for de officielle løb også. Du har sikkert et gammelt nytårsforsæt, du stadig gerne drømmer om at fuldføre. Det kan fx være at tabe dig, at begynde at løbe eller all in med at deltage i et halvmaraton eller lignende. Mit bedste tip for at komme i gang er at melde dig til et løb hurtigst muligt! Du behøver ikke at være verdensmester for at være med, tro mig, jeg har deltaget nogle gange og er alt andet end verdensmester i løb.

Ved at melde dig til har du et mål for din træning og tvinger dig selv til at komme i gang og giver dig selv motivationen til det i samme gang. Win win.

8. Frisk hjemmet op med nye blomster og planter
Det er jo lige sæsonen til det. Alt springer ud – så hvorfor skulle dit hjem ikke også gøre det samme? Hvis du har en have, så er det jo oplagt at gå i sving dér, men havefolkene har altså ikke eneret på det. Om det bare handler om et par krukker med nye blomster, eller en lille opgradering af altanen, så er det en utrolig god måde at få foråret og den komne sommer ind i hjemmet.

9. Arrangér en drinks aften med tøserne
Prøv noget nyt! Hvorfor ikke udvide horisonten og skabe nye minder med dine gode veninder og hold en cocktail aften? Reglen kunne måske være, at hver gæst skal sørge for ingredienserne til en given drink (som de selv bestemmer) og at I så står og laver dem sammen i løbet af aftenen. Lad det være en overraskelse og skab nye minder sammen ved at prøve noget helt nyt.

Tip: Når nu I alligevel skal være sammen, hvorfor ikke gå hele vejen og klæde jer fint på?

10. Tag ud og betragt det spirende forår
Sagt med andre ord: kom ud og gå en tur! Nyd det gode vejr og se, hvordan alting skyder ud lige nu. Der er et yndigt land.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG