Personal stuff

Hvordan har jeg det med at være arbejdsløs lige nu?

Jeg er netop gået ind i den 3. uge som arbejdsløs og det er lidt en ambivalent følelse. Siden mit ungdomsarbejde har jeg aldrig været typen, der var ubeskæftiget særlig lang tid ad gangen – enten gik jeg direkte fra det ene job til det andet, var i uddannelse eller praktik og fik lov til at holde mig i gang. Lige nu er fremtiden ret åben og selvom det er spændende, så gør det mig også en smule rastløs.

Men, hvordan har jeg det så med at være arbejdsløs?

Jeg er faktisk ret lettet over det. Ja, det lyder måske underligt, men det sidste halve år af min elevtid har været hård og hektisk. Vi fik en ny chef i min afdeling og lad os bare sige, at hende og jeg ikke var det perfekte match. Jeg har aldrig haft bøvl eller besvær med chefer eller ledere forinden, da jeg ser mig selv som en medgørlig og pligtopfyldende medarbejder. Det gør jeg stadig – også selvom hun bestemt mente det modsatte. Hun var meget efter mig og jeg vil også vove at påstå, at hun bestemt ikke altid var retfærdigt.

Ofte fik jeg skideballer over småting, småting som altid har foregået på arbejdspladsen på grund af tidspres eller på grund af forglemmelser. Jeg har aldrig haft noget imod at få kritik og reprimander – det er en del af arbejdet og man kan lave fejl og det skal man selvfølgelig også have at vide. Men der er altså stor forskel på at give en reprimande og en decideret skideballe grænsende til en sviner. 2 gange i løbet af de 4 måneder under hende, fik jeg en ordentlig røffel. Ærligt talt, så prallede det af på mig, jeg er heldigvis en ret stærk person af natur og kan se, når det er mig, den er galt med og når det er andre. Foruden disse skideballer fik jeg også utrolig tit skæld ud over nogle af mine andre kollegaers arbejde. Fx hvis jeg havde haft en uges ferie og kom tilbage. Så ville hun starte mandag morgen med at tage mig en tur rundt i hele min afdeling og påpege de mange fejl, som hun simpelthen ikke kunne leve med (“fejl” som der altid har været, fordi man i tidspres må prioritere sit arbejde og det har så været disse ting, som vi ALLE altid har nedprioriteret).

Det her troede jeg, vi havde snakket om og det er noget svineri, at du ikke har gjort noget ved det”. Det har jeg faktisk – inden jeg tog på ferie – men i mellem tiden har min anden kollega rykket rundt på varerne og som den ansvarsbevidste person, jeg er, så er jeg ikke typen, der peger fingre og siger “det var ikke mig”. Jeg synes ikke, det er pænt at stå og “det var ikke mig”, når man får kritik af en autoritet. Det virker som dårlige undskyldninger og jeg har derfor altid været typen, der har nikket, beklaget og så lavet det om – også selvom det i bund og grund ikke var min egen fejl.

Det er ikke kun min opfattelse af situationen. Nogle af mine kollegaer bemærkede også den øgede fokus på mine småfejl.

Det skete faktisk så hyppigt og i sådan en grad at flere andre af mine kollegaer til tider har henvendt sig til mig og sagt “Sagde hun virkelig lige det?” “Åh, hun var godt nok hård ved dig lige dér” “Det var ikke nødvendigt”. Nej, det var det ikke, men jeg var heldigvis snart færdig, så jeg prøvede at holde så lav profil som muligt og bare holde ud. 

På min absolut sidste dag på elevpladsen kunne jeg bare ikke vente, til jeg havde fri. FRI. Og kunne opleve friheden. Det var synd, det skulle ende sådan, for jeg har tidligere været så super stolt af mit arbejde og været så glad for arbejdspladsen, men det ændrede sig med chefen. I tænker måske, hvorfor jeg ikke gjorde noget ved det. Jeg er ikke god til sådan noget, ærlig talt, at konfrontere mennesker og specielt ikke autoriteter – og så vidste jeg jo, at jeg snart var færdig, så jeg valgte at stramme ballerne sammen i stedet.

Da jeg cyklede hjem fra arbejde på min sidste dag, grinede jeg nærmest hele vejen hjem. Også selvom det regnede og jeg fik den hårde regn i øjnene. Jeg var simpelthen så lettet.

Jeg nyder derfor også i øjeblikket at være arbejdsløs. Fordi jeg simpelthen var så presset og til tider stresset på mit sidste arbejde. Selvom jeg allerede er rastløs, så prøver jeg på at nyde det, så jeg kan være max klar til mit næste arbejde. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme i gang igen og søgte i sidste uge om frivilligt arbejde i Studenterhuset, så jeg kan prøve kræfter med noget nyt og holde mig igang, imens jeg leder efter mit fremtidige job.

Selvom min tidligere chef ikke var bleg for at udtrykke sin mening om mig og ofte antydede at jeg ikke egnede mig til mit job “du er jo god til den skriftlige del af din fagprøve – det kan være, du skulle studere videre”, så ved jeg, at jeg er dygtig og at jeg nok skal finde mig en dejlig arbejdsplads med god holdånd, hvor mine færdigheder nok skal blive værdsat og anerkendt.

Følg bloggen på FACEBOOK | BLOGLOVIN’ | INSTAGRAM for løbende opdateringer

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

6 Kommentarer

  • Svar julie 15. marts 2018 at 12:20

    jeg kan virkelig godt lide at læse dine blogs!

  • Svar Sheena 15. marts 2018 at 17:39

    Ej hvor chokerende! Men du er både stærk og sej, så du ender nok som hendes chef engang 😉

    • Nikki Lund
      Svar Nikki Lund 18. marts 2018 at 12:28

      Haha, hvor er du sød, tak smukke <3
      Kram,

  • Svar Lille My 16. marts 2018 at 10:20

    Åh hun lyder bestemt heller ikke som rar type :O

    Kan godt forstå du nu nyder friheden <3

    • Nikki Lund
      Svar Nikki Lund 18. marts 2018 at 12:28

      Niksen, er bare så glad for at være væk derude fra 🙂
      Kram,

    Skriv en kommentar