Landscapes

En bidende kold gåtur i forårsklare omgivelser

Kan vi lige bruge et øjeblik på at snakke om, hvor forfærdeligt koldt der er udenfor???

Solen skinnede ind i lejligheden det meste af gårsdagen og vi besluttede os derfor for at tage en gåtur hen ad eftermiddagen (efter alle de huslige pligter var overstået). Jeg glædede mig afsindigt meget til at komme ud og mærke solens stråler og den forhåbentlig lidt lunere luft. Men jeg kunne da tro om igen.

Kender I den følelse, at man knap nok har forladt sit hjem, før man har lyst til at vende om igen? Omgående?


Can we just use a moment to talk about how freakishly cold it is outdoors??  Yesterday the sun filled my apartment with lovely sunshine most of the day in which we decided to go for a walk when finishing the chores. I was very excited to feel the warm rays of the sun and feel the, hopefully, warmer air outside. I would soon realise the mistake.

Do you know the feeling of barely leaving your home before regretting and wanting to turn around immediately? 

Men, det kan man jo ikke rigtigt, hverken overfor sig selv (det ville virke absurd dumt) eller hvis nu, der var nogen, der skulle have set det (så ville man faktisk virke lidt dum, ikke kun overfor sig selv).

Vi nåede kun lige ned for enden af blokken, da vi hurtigt besluttede os for, at det havde været en dum idé med en gåtur til at begynde med og vi bare kunne nøjes med en kort én af slagsen.

Rundt om blokken,” sagde Kenneth og jeg grinede.

Turen gik ned til Odense Å, som ligger lige i nærheden og så besluttede vi os for at gå op til brandstationen og tilbage. En gåtur på godt og vel 2,5km. Bare en lille én. Yeah, right. Jeg havde pakket mig godt ind i tørklæder, handsker, ørevarmer og hele molevitten, men jeg følte stadigvæk, at den bidende kolde vind nærmest skrællede huden af på mine kinder og næse. Vinden var hård og grov og jeg kunne føle kulden helt inde i knoglemarven. Shit mand.

Et lille højdepunkt på turen var dog disse fine vintergækker, som vi stødte på nede ved åen. Jeg plukkede et par stykker til de kommende gækkebreve, som er lagt i pres, samt et par stykker til Wreck This Journal, som jeg langt om længe har fået anskaffet mig.


Well you can’t exactly turn around right? You would feel stupid and if anyone would see it you would also look a bit stupid. We barely walked a hundred metres before we concluded the idea of a walk had been silly. We then agreed to  just take a small walk. “Just around the block,” Kenneth said and I laughed.

We walked down to the stream and along it and then back. About 2,5km. Just a small walk. Yeah, right. I was packed in scarves, gloves, hats and I don’t know what. Still I felt it as if the biting cold was peeling off the skin on my cheeks and the tip of my nose. The wind was rough and mean. Shit. On our walk we did however find these beautiful snowdrops which I plucked a few of.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG