Personal stuff

Min lillebror blev slået, mobbet og holdt udenfor fællesskabet

59

Min lillebror, Simon, er, som nogen af jer måske allerede ved, autist og har helt specifikt Aspergers syndromet. På tidspunktet hvor han fik diagnosen stillet, var autisme ikke noget, som man havde hørt så meget om, som i dag. Min familie stod også overfor noget helt nyt og det var svært, fordi autisme er noget meget abstrakt, så at sige, og svært helt præcist at sætte en finger på. Det skyldes bl.a. at der findes så mange forskellige grader af autisme, det såkaldte autismespektre.

Når vi som familie ikke altid har haft lige let ved diagnosen, så har det mildest talt været svært for Simon. Én af de helt store kendetegn ved den gængse autisme er, at de har utrolig svært ved at omgå sig socialt. Det har Simon i den grad også, specielt da han var lidt yngre endnu.

Desværre havde Simons klassekammerater ikke den store forståelse for hans diagnose, selvom min mor havde været ude i klassen og forklare dem, hvad det betød. Det havde den helt modsatte effekt; mobningen intensiverede og den helt nye fascination i klassen var; hvor man kunne gøre en autist sur.

Læs også: Mange venner? Nej tak!

Det gik faktisk hen og blev så alvorligt, at Simon den ene dag ikke kom hjem fra skole. Forholdvis hurtigt gik det op for familien, at der var noget galt; Simon har altid været meget punktlig (grundet diagnosen) og nu var der efterhånden gået en time. De tog derfor ud at lede efter ham og ham han rystet og forslået på legepladsen, hvor han sad og gemte sig under klatretårnet og rokkede uroligt frem og tilbage. Han var nærmest ikke til at komme i kontakt med. Chokerede og bange fik de ham med hjem og her fik min mor tvunget ham til at forklare, hvad der var sket – for et eller andet var der jo hændt.

Efter skole havde en gruppe på omkring 10 mand holdt ham tilbage og var begyndt at slå ham og kalde ham grumme ting, imens de stod og filmede ham. Det skulle på youtube, sagde de, så folk kunne se, hvor sur en autist kunne blive.

Familien var rasende. Vi havde godt været klar over, at der var et eller andet på færde, men når Simon nægter at snakke om det, så er det altså svært at finde ud af. Min mor fik fat i skolen, som prøvede deres bedste på at få løst sagen, men i en lille bitte by, hvor alle snakker om hinanden og man ikke er gode til at omfavne forskelligheder, så var det så godt som umuligt.

.

61
60

Min familie endte med at flytte tilbage til vores hjemby og Simon skiftede skole. Her mødte han hans (stadig) bedste ven, Vincent, som også er autist (dog udadvent). Det var vendepunktet for Simon.

Simon var dog præget af den frygtelig episode ude foran skolen i meget lang tid efter. Min mor har sagt, at hun ofte vågnede om natten ved, at han lå og skreg i søvne og havde nogle meget slemme mareridt.

Læs også: Lion; En sand historie om Indiens forsvundne børn

Mobning er fandens værk og det er de færreste, der ved, hvilke konsekvenser det faktisk har for de pårørte. Min lillebror levede med mobning i godt og vel 2 år uden at medregne følgerne og han var plaget af det i mange år efter. Tro mig, om han ikke stadigvæk til dels er præget af det.

Desværre er mobning en daglig kost for nogen børn og mange oplever desværre at blive udsat for nogle grusomme ting, som vil påvirke dem sammen resten af livet. Er du også imod mobning, kan du være med til at støtte Red Barnets kamp mod mobning lige her, sammen kan vi gøre en forskel. 

.

rabble

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG