Personal stuff

Sikke et tudefjæs!

51

Min fridag i går startede egentligt meget godt ud; jeg havde ingen problemer med at komme ud af sengen og havde lynende hurtigt gjort mig klar, fik lavet kaffe og nød et par kopper til Go’ Morgen Danmark. Det var alt i alt en meget lækker morgen. Egentligt havde jeg frygtet dagen en lille bitte smule; jeg skulle nemlig afsted for at have taget en blodprøve som mulig bloddonor. For mig er det et kæmpe mæssigt skridt – jeg er nemlig HUNDERÆD for nåle. Noget så frygteligt!

Da jeg i sin tid skulle have livmoderhalskræft vaccinen, låste jeg mig inde på toilettet i lægehuset og ville ikke komme ud. Jeg var helt hysterisk og stor tudede. Det var noget så pinligt, da jeg endelig fik låst døren op og kom ud i rummet til alle de andre klienter, som stirrede helt vild på mig.

Det er en ting, som ikke mange forstår. “Det er da bare et lille prik”. “Åh, det gør da ikke så ondt”. “Det skal bare overståes”. Det var bare en fase. Havde jeg altid troet. Man lærer det med alderen. Det gik dog også som smurt ude på sygehuset, hvor de var færdig, nærmest inden jeg nåede at bemærke, at de var gået igang. Så var det jo tid til at blive bloddonor! Det har jeg i længe gerne villet være, men frygten for nåle har afholdt mig fra det.

Læs også: Mange venner? Nej tak!

Ved godt mod tog jeg afsted og efter at have været faret vild på OUH, ankom jeg veloplagt til blodtapningen. Men så begyndte det at gå ned af bakke. Jeg kom pludselig i tanke om, at jeg havde glemt at spise morgenmad, hvilket jeg også havde gjort den gang, hvor jeg nær havde besvimet. Fuck fuck fuck. Træk vejret dybt, helt ned i maven, stille og roligt. Det skal nok gå. De er så hamrende gode til det herude.

En sød sygeplejerske tog imod mig og begyndte at forklare mig om proceduren. “I dag er det blot en lille nål, vi bruger. Når du skal til at donere blod, så bruger vi en større nål”. Undskyld mig, hvad siger du? Træk vejret stille og roligt, Nikki. Det er ikke så slemt! “Jeg er lidt svær at stikke i”. Hun duppede mig oven over blodårerne. “Ja, de gemmer sig godt”. Jeg blev bedt om at lave nogle øvelser for at fremhæve dem lidt bedre. Det hjalp. Jeg kiggede væk og så kom stikket. Det var jo ikke så slemt. “Du siger til, hvis det gør for ondt”. Gør ondt? “Den trak sig tilbage, da jeg stak”. Hun snirklede en lille smule med nålen. Av for s… “Jeg trækker den lige ud igen”. Fuck, noget lort.. “Jeg stikker dig ikke, men jeg prøver lige at tjekke den anden arm igen”. Hvad siger du? Du er blevet lidt svær at høre. Jeg kunne mærke, hvordan lydene så småt forsvandt og hvordan det hele snurrede. “Har du mod på, at jeg prøver igen?”. Jeg rystede på hovedet. Helst ikke da. “Jeg.. Jeg tror, jeg har fået det lidt skidt”

Læs også: Yes – det er ferie!

Så skete det igen, jeg besvimede ikke, men det var vidst tæt på. Hun vippede stolen roligt tilbage og jeg blev bedt om at lave cykelbevægelser. Dér hang jeg så med hovedet nedad i en 10 minutters tid og stille og roligt blev jeg tippet fremover igen. Jeg fik en juice og begyndte at få det lidt bedre. Hun beroligede mig og sagde, at hun mente ikke, at det var noget for mig at være bloddonor. At det ville blive en dårlig oplevelse for mig.

Tårerne trængte sig mere og mere på og som det store tudefjæs, jeg er, kunne jeg ikke længere holde det tilbage.

Nøj, hvor var det pinligt og det værste af det hele er, at jeg ikke engang rigtigt er klar over, hvorfor jeg begyndte at tude. Det bundte måske en smule ud i, at jeg havde sat mig for, at “fasen” nu skulle overståes og at jeg var klar til at komme mig over frygten. Måske ikke helt alligevel. Hun var heldigvis virkelig sød og gav mig et rigtigt skulderklap. Selvom jeg ikke selv kunne se det, fortalte hun mig, at jeg var sej og virkelig modig, at jeg på trods af min frygt, alligevel var dukket op med modet til det. Det var jo tanken, der talte.

Såeh, ja. Jeg blev ikke bloddonor i denne omgang og der går nok rigtig lang tid, før jeg atter kaster mig ud i forsøget.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG