Events

De skulle have et skub

23

2 uger. 2 bryllupper. Ja, jeg klager i hvert fald ikke. Det har været nogle skønne uger, hvor først min bonussøster blev gift og senest i går, da min mor blev viet med hendes daværende kæreste (nu mand).

Vi havde en helt igennem skøn dag – en forholdvis afslappet dag, faktisk. Min mor havde også besluttet sig for, at det skulle være helt uformelt, helt nede på jorden. Jeg ankom lidt over middag i Sønderjylland og efter at have hilst på familien, gik jeg i gang med at lave desserten. De havde fra starten valgt at sige, at de ikke ønskede sig nogle gaver fra os børn, men at de godt kunne tænke sig, at vi stod for maden. Min bonussøster stod derfor for forretten, min ældste lillesøster for hovedretten, jeg for desserten og så havde mine søstre i fællesskabet fået kreeret en sød lille bryllupskage.

Læs også: Forevigt & Altid

Historien startede egentligt for nogle år siden. Min mor var inde i en periode af sit liv, hvor hun ikke helt vidste, hvad hun ville med sit kærlighedsliv. Hun gik dog og kiggede lidt efter en ungkarl, som boede på en gård i udkanten af vores lille by. Man behøvede dog heller ikke at være den skarpeste kniv i skuffen for at vide, at han også gik og kiggede lidt efter hende. Men kunne de selv se det? Næh nej. Jeg tog derfor chancen en aften, hvor jeg fortalte ham der ungkarlen en ting eller to og fik udfrittet ham lidt også. Det var så startskuddet til deres forhold. De behøvede bare et lille skub. 🙂

Op og nedture har de siden haft, men de har hele tiden vidst, at de var rigtige for hinanden. Siden da er tingene gået hurtigt og for blot et par uger siden, besluttede de sig for at sætte en ring på det, at gøre det. I går var deres kærlighed så ekstra tydelig – at se den måde, som de to kiggede på hinanden, at se dem fyldes med teenagespænding, da de stod i den ovenstående lysning med hinanden i hånden og sagde JA til hinanden. Det var en helt fantastisk oplevelse og jeg kunne da heller ikke holde tårerne tilbage.

Jeg ønsker dem alt held og lykke på deres vej og håber, at deres ægteskab fortsat vil give dem lige så stor glæde, som det gjorde i går. <3

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG