Everything

En tur hos frisøren

selfie2 (2)

Der er sket meget den sidste uges tid. Rigtig meget endda.

Forrige lørdag var jeg hos frisøren. For første gang her i Odense. For at sige det ærligt, så er jeg ikke typen, der går særlig meget til frisøren. For første gang i mange år, gik jeg til frisøren i september sidste år, efter jeg havde haft farvet mit hår sort med hjemmefarve i et års tid, noget afblegning i spidserne, afprøvet en afrens + farvet mit hår rødt. Alt sammen ordnet derhjemme foran spejlet på badeværelset – udført af min kæreste.

Mit hår var smadret. Det trængte til en kærlig hånd udøvet af professionelle. Jeg fik klippet ca. 15 centimeter af mit hår og så fik jeg lavet nogle striber i forskellige toner, for at få mit hår til at se bare en smule pænt ud igen. Det var stadig slidt og farverne lidt skøre. Men hvad kan man forvente, når man har torteret sit hår på sådan en måde i så lang tid? Og så helt uden at pleje det med andet end en sølle hårkur en gang i måneden. Olie var jeg også kun begyndt at bruge kort tid forinden og i meget sparsomme mængder – og meget sjældent, må jeg nok indrømme.

En halvanden måneds tid efter, var jeg atter ved frisøren og fik igen lavet striber og klippet yderlige centimetere af, så jeg nu havde en skulderlang page. Resultatet var ikke helt skidt og i lang tid var jeg faktisk rigtig glad for håret. Jeg snakkede dog med min frisør, en dygtig én i Sønderjylland, men hun havde en skuffende udmelding; at vi skulle fortsætte med striber det næste lange stykke tid.

Jeg ville altså være lyshåret! Og hun sagde, at vi de næste 3-4 gange skulle fortsætte med striber. Oven i det, så skulle vi nok fortsætte lidt med at mikse med mørke og lyse. Flot.. Så ville der da gå en evighed, før jeg ville blive lyshåret og til en omgang á små tusinde kroner, så udelukkede jeg det hurtigt. Hvis hun ikke ville gøre andet, så måtte jeg jo finde en anden frisør. Det ville nok også passe bedre, så jeg ikke hver gang skulle hjem til Sønderjylland for at få ordnet håret.

Det resulterede i, at jeg ikke har været hos frisøren siden oktober sidste år. Altså lige indtil forrige lørdag. I mellem tiden sparede jeg en masse penge, mit hår fik lov til at hele og takket være striberne, så så det ikke fuldstændigt tosset ud med lang udgroning. Men nu trængte jeg altså til en ny omgang, specielt nu hvor jeg søger elevplads – så må man da godt se lidt godt ud, ikke?

.

Jeg fik anbefalet en sød og dygtig frisør af en god veninde. Frisøren var oven i købet en del billigere end de andre frisører, som jeg havde kigget på her i Odense. Det lød ikke helt tosset og jeg tog derfor til frisøren med store forhåbninger.

Håret blev ikke helt, som jeg havde regnet med. Dog fik jeg en omgang helfarvning af håret – altså ikke flere striber! Yay! Det var det vigtigste! Og så synes jeg egentligt, at resultatet blev meget flottere, end jeg havde turdet håbe på. Så jeg holder nok fat i denne hårfarve et stykke tid endnu. Samtidig kan jeg melde ud, at jeg nu har fundet en frisør i Odense, som jeg nok kommer til at holde mig til de næste mange gange! Endelig!

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG